Termik opstår, når overfladen via solindstråling opvarmes. Da luft i sig selv ikke kan opvarmes af solen, må vi vente på, at overfladen bliver opvarmet af solens kortbølgede indstråling. Først herefter opvarmer overfladen det ovenoverliggende luftlag ved langbølget varmeudstråling. Efter nogen tid vil varme "bobler" nær overfladen prøve at stige til vejrs (termik-bobler). Hvis temperaturen i boblerne under opstigningen holder sig over temperaturen i den omgivende luft, er luftmassen instabil, og boblerne kan fortsætte opad. I et bestemt niveau kan luften kondensere, og boblerne vil blive synlige som skyer (cumulus). Vi taler her om sky-termik eller Cu-termik. Hvis luften er for tør til dannelse af skyer, er der tale om tør-termik.

Termik udvikles normalt over landområder, hvor vi kan opleve store temperaturstigninger i løbet af dagen, mens det er vanskeligt over hav med en maks. temperaturvariation på ca. 1 grad i løbet af et døgn.

Ud over at fugle i naturen bruger termikken til lange gratis flyveture, bruger også svæveflyvepiloterne termikken til at holde svæveflyet i luften. Han/hun skal bruge termikbobler med et "stig" (opadgående hastighed), som er højere end flyets "synk" (flyets synkehastighed). Ved et normal-stig taler vi om 1-2 m/sek, mens vi ved max-stig oplever ca. 5m/sek. Over markafbrændinger kan vi opnå stig på 9-10m/sek.

Svæveflyvepiloterne skal have "næse" for, hvor de kan finde boblerne, og hertil bruger de deres viden om orografien (skov, søer, byområder m.m.) samt observation af fuglene og begyndende Cu-"totter".

Ved svag termik kan de normalt kun lave "plads-flyvninger" (ture i området omkring flyvepladsen), mens de ved kraftig termik kan lave "distance-flyvninger" over mange hundrede kilometers afstand.

Hvis piloten ikke når hjem til startpladsen, har han/hun et hold venner med bil/trailer og mobil parat til at blive hentet ude i terrænet.

Hvis der over et område udvikles megen termik, kan det ende med udbredt konvektion og deraf mange byger. Derved ødelægges forholdene for termik, idet opvarmningen af overfladen stopper. Man kan tale om en form for "termisk selvmord". Svæveflyverne vil helst have få (Cu)skyer og helst med meget høj skybase.

Kraftig konvektion er altså ikke nødvendigvis det samme som kraftig termik.

Termikkens styrke kan udtrykkes som svag, moderat eller kraftig termik som beregnes som svæveflyets "stig" i m/sek.

Mange (vejr)faktorer spiller ind når flyvemeteorologerne skal give et bud på termikforholdene over et område, men med mulighed for termik i området bruger vi som fingerpeg følgende:

Ingen termik : Cu-basen ligger under 1000ft.
Svag termik : Cu-basen mellem 1000ft og 2400ft. Stig 1-2 m/sek.
Moderat termik : Cu-basen mellem 2500ft og 5000ft. Stig 2-3 m/sek.
Kraftig termik : Cu-basen over 5000ft. Stig mere end 3 m/sek.

Termikforholdene ud fra Cu-basen skal tages med det forbehold at andre vejrrelaterede forhold som f.eks vindforhold, højereliggende skyer (Cs og As), samt inversioner kan ændre termikstyrken.

Ved Tørtermik (luften er for tør til dannelse af skyer) taler vi om området op til toppen af termikken og der er tale om de samme højder.

Henvisninger:

Kommentarer: