Søbriser i Danmark

I forårsmånederne er sejlere og svæveflyvere i Danmark afhængige af viden om søbriser over hav og i kystområder.

Søbriser optræder fra slutningen af marts til ind i juli måned og skyldes uens opvarmning af vand/land. Hermed dannes termale lavtryk over land. Der kræves min. 5 graders forskel, men jo større temperaturforskel jo kraftigere søbrise.
Fra maj vil søbriser udgøre en stor del af vindbilledet i Danmark. Det kan f.eks. være som "rene" søbriser (se vedlagte kort over Sjælland og Øresundsområdet). Disse forekommer når gradienten er svag, typisk i højtryks-vejr. Vinden skal være mindre end 8 knob.
Ved for kraftig (gradient) vind, kan søbrisen optræde som en ændring af den generelle vindretning – delvis søbrise.
Søbrisen kan i flere tilfælde optræde som søbrise-fronter. Søbrisefronter fra Vest- og Østjylland kan "nå" hinanden langs den jyske højderyg som en stribe cu/tcu-skyer. Ellers ses søbrisen oftest som ”clusters” af cu/tcu inde over landområderne (incl. Sydsverige) i forbindelse med de  termiske lavtryk.

I højtrykssituationer er vejret tørt og søbrisens returstrøm vil normalt ligge i 2000-3000ft (subsidensinversion), men vi oplever også søbriser med instabil luft hvor der dannes byger, lokalt med torden, og her er der ingen ”ordnet” returstrøm.

Søbrisen i Kastrup.
Vinden vil f.eks. starte i 040 grader 04-08  knob, men vil mellem kl. 10:00 og 12:00utc bliver 180-200 grader 08-15 knob.
Da søbrisen i Kastup kommer som en søbrisefront fra Køge bugt vil der først være reaktion på SW-måleren og 30-60min senere reagerer NE-måleren.
Søbrisen går tilbage til normal status efter ca. 17:00utc.
Ved for kraftig gradientvind fra f.eks. nordøst vil retningen i Kastrup blive 100-120 grader, delvis søbrise. (se eks.)

Søbrisen i Roskilde.
Vil normalt være fra omkring 130 grader 10-15 knob.

Søbrisen på Nordsjælland og i Roskilde fjord.
Mellem nord og nordvest 08-15 knob.

Af Steen Lund, d. 23. april 2007
• • •

Kommentarer:

skrev:
Hej.. Jeg bor og kitesurfer meget på sjælland. Vi oplever RET tit i højtryksvejr, og østenvind, at stder ved Farø/bogø skaber 8-10 sek/m vind i høj sol/sommervejr, og så snart man kommer længere op mod køge, er der ingen (svag) vind... Jeg har rimelig ide om at det er en blanding af vinden lige kommer ind over land (møn) og er kold fra østersøen, som så i det stræde skaber vind fra Øst/NØ.. Men mit spørgsmål er faktisk.. Hvor ellers ville jeg i de varme sommerperioder kunne opleve stærk termik, som kan bruges af os suferer på varme sommerdage??
torsdag d. 5. juli 2007 kl. 21:51